Det er uhyre smukt, når to mennesker siger »ja« til hinanden i medgang og modgang.

Bryllupper er som bekendt en forsegling af kærlighed. Men når man står foran alteret i sit stiveste puds, siger man i virkeligheden ja til meget mere end at elske hinanden.

Vielsesattesten er reelt et juridisk dokument, og når man skriver under på den, flytter en række økonomiske fordele helt automatisk ind i ægteskabet.

Dem kender Camilla Schjølin, der er privatøkonom i PFA, godt til.

Men der findes også en bagside af medaljen. Den risikerer især at komme til syne, hvis ægteskabet braser sammen i en skilsmisse – og det gør cirka hvert andet.

Camilla Schjølin mener derfor, at man bør kende til ægteskabets økonomiske fordele og ulemper for at undgå »aha-oplevelser«, og begge dele sætter hun ord på her.

»Det er ikke for at ødelægge den gode stemning op mod en lykkelig begivenhed, men skilsmisser kan ramme os alle. Og det giver mening, at man nøgternt forholder sig til, hvordan man er stillet i og efter et ægteskab,« mener hun.

Timingen er ikke tilfældig.

Mange danskere vælger at gå op ad kirkegulvet om sommeren, og august måned er den ultimative højsæson for bryllupper.

Derfor er det højaktuelt at dykke ned i ægteskabets økonomiske krinkelkroge.

Tre fordele, mens begge lever

Vi starter med det bedste først.

Camilla Schjølin ser otte fordele for privatøkonomien, når man sætter vielsesringe på hinanden.

»De tre første gælder, når begge stadig er i live. De resterende kommer først rigtig til syne, når den første i parforholdet dør,« understreger hun.

Ægtepar bliver, mens begge er i live, sambeskattede.

Det betyder, at Skat overfører visse fradrag mellem ægtefællerne for at få fradragene udnyttet mest muligt.

På den måde kan ægtepar samlet set slippe med en lavere skatteregning, end hvis de blev beskattet enkeltvis. Det gælder især, hvis den ene i forholdet har lav eller ingen indkomst og ikke bruger sine fradrag op.

Fordi skattemyndighederne ser et gift par som en enhed, kan ægtefæller frit overføre penge til hinanden, uden at Skat kræver afgifter. Det er fordelagtigt i privatøkonomens optik.

Den tredje fordel – som kan gælde, mens begge er i live – mærker kun den ægtefælle, som står økonomisk svagest.

»Den svageste part beskyttes i tilfælde af skilsmisse og død via reglerne om delingsformue,« fastslår Camilla Schjølin.

Her har privatøkonomen fat i ægteskabets vigtigste økonomiske grundsten, delingsformuen, som kommer med sine betænkeligheder.

Den vender vi tilbage til.

»Det kan virkelig være store beløb«

De fem andre økonomiske fordele ved at sige »ja« til hinanden træder først frem, når døden skiller et ægtepar.

»Midt i sorgen træder nogle sikringer helt automatisk i gang for den, der lever længst,« siger Camilla Schjølin.

Hun påpeger, at længstlevende …

• … automatisk arver afdøde uden at have testamente.
• … automatisk står først i rækken til at modtage afdødes pensioner og livsforsikringer.

Ligeledes har enken eller enkemanden ret til at sidde i uskiftet bo, medmindre afdøde har børn uden for ægteskabet. Et uskiftet bo gør, at andre arvinger først arver, når begge ægtefæller er gået bort.

En unik fordel er desuden, at længstlevende må beholde hele arven fra sin ægtefælle for sig selv, mens alle andre arvinger som minimum skal aflevere 15 procent til staten.

»At man ikke skal betale afgift den dag, man arver hinanden, er en af de allervigtigste fordele. Det gælder både pensioner og al øvrig formue, og det kan virkelig være store beløb, man sparer,« siger Camilla Schjølin.

Arver man eksempelvis 2,4 millioner kroner fra sin samlever, skal staten have 300.000 kroner af dem. Mens ægtefæller intet skal betale.

Selv med et testamente i hånden kan ugifte par aldrig komme ned på en afgift af arv på nul procent, og man kan heller ikke sidde i uskiftet bo.

»Man kan rigtig meget som samlevende med testamenter, men der er stadig nogle huller, som det ikke er muligt at skrive sig ud af – de er helt unikke og kræver et ægteskab,« siger Camilla Schjølin.

Har ens partner en tjenestemandspension og dør, er det også kun muligt for en ægtefælle at overtage udbetalingen. Det kan betyde vældig mange penge over tid, understreger privatøkonomen.

Med fordelene på plads skal vi se nærmere på de ulemper, som vielsesringe også kan indebære.

Den økonomisk stærke taber

Den første ulempe peger tilbage på delingsformuen.

Lige så snart de skriver under på en vielsesattest, får ægtefolk en delingsformue, hvor alt er fælleseje.

Det betyder, at ægtefæller stadig ejer hver sine ting. Men alle værdier, bortset fra én slags opsparing, skal opgøres og deles fuldstændigt lige ved skilsmisse og dødsfald.

»Der sker en ligestilling, uanset hvem der har tjent pengene, ejet huset eller har sparet op,« forklarer Allan Ohms, der er advokat ved DreistStorgaard Advokater.

Delingsformuen kommer som nævnt den økonomisk svageste i ægteskabet til gode, men her lurer en ulempe for ægtefællen med mest luft i økonomien.

»Er man gået ind i ægteskabet med en meget stor formue, kan man virkelig få en uheldig aha-oplevelse. For hvis ægteskabet går i stykker, skal man give halvdelen af sin formue til den anden,« understreger Camilla Schjølin.

Har den økonomisk stærke ægtefælle eksempelvis værdier for to millioner kroner, efter at gæld er fratrukket, skal vedkommende give én million kroner til den anden.

Den økonomisk svagere part skal ikke give noget som helst retur, hvis vedkommende har mere gæld end aktiver.

Delingen sker både ved skilsmisse og dødsfald. Går den økonomisk svage bort med sin vielsesring på fingeren, skal den økonomisk stærke i ovenstående tilfælde give én million kroner til dødsboet, forklarer Allan Ohms.

Han tilføjer, at delingen kan være en »særlig grim overraskelse«, og derfor ligger der for mange en »fælde i fælleseje«.

Man kan dog slippe uden om delingen, hvis man tager hinanden i hånden og får lavet særeje i en ægtepagt, som begge skal skrive under på.

Ægtepagten skal helst laves i fredstid, hvor man kan enes om, hvad der er dit og mit.

Hæfter for hinandens gæld

Ægtefællen med flest penge risikerer desuden at støde ind i en anden udfordring.

Vedkommende kan blive nødt til at afdrage på gæld, der reelt tilhører ægtefællen med færrest midler.

Årsagen er, at man næsten altid hæfter solidarisk, når man skriver under på et lån sammen med en anden. Det gælder, uanset om man er gift eller ej.

»Hvis banken eller kreditforeningen støder mod en mur på den ene betaler, kan banken simpelthen vende sig mod den anden person og kræve, at den betaler hele fælleslånet,« forklarer Camilla Schjølin.

I det ærgerlige tilfælde vil den, der betaler dobbelt, kunne tage sagen i retten og prøve at få nogle penge retur.

Men det er op ad bakke, pointerer privatøkonomen.

Ingen pensioner deles

Den sidste ting, man bør være opmærksom på inden brylluppet, handler om alderdommen.

For pensioner er det eneste, man i udgangspunktet må beholde hver for sig, hvis man bliver skilt.

Det overrasker mange, fordi ægtefæller står først i køen til at modtage hinandens pensioner ved dødsfald, forklarer Camilla Schjølin.

Men ved skilsmisser skal pensioner ikke deles, og det kan være et slag i maven på den, der har sparet mindst op til alderdommen.

»Tallene taler deres tydelige sprog, og kvinder har i gennemsnit lavere pensionsformuer end mænd. Derfor risikerer vi kvinder at stå økonomisk svagt efter en skilsmisse, og det er ret godt at vide på forhånd,« siger Camilla Schjølin.

For at undgå mavepusteren midt i en skilsmisse, kan man booste den enes pensionsopsparing løbende, eller man kan lave en ægtepagt.

I ægtepagten kan man nøje aftale, hvordan pensioner deles ved en skilsmisse, og generelt kan mange grimme overraskelser afværges med en ægtepagt i hånden.

Gifter man sig med en person, der har en markant større eller mindre formue end en selv, kan det især være smart at få lavet en ægtepagt, råder Camilla Schjølin.

Det gælder også, hvis man har en specifik genstand, som man ønsker at beholde for sig selv. Det kan være et sommerhus, der har været familiens i generationer.

I Allan Ohms øjne afværger en god ægtepagt konflikter. Men god kommunikation er alfa og omega i et ægteskab, og han advarer om, at en ægtepagt ikke er en garanti – hverken for tryghed eller retfærdighed.

»I mine øjne er det allervigtigste ved en ægtepagt, at den aldrig bliver nødvendig – netop fordi ægtefællerne respektfuldt og på oplyst grundlag har talt sig frem til noget, der fungerer,« understreger han.

Donald Trumps handelskrig kan føre til et markant fald i transporten af containere til USA.

Det kan blive muligt med et dyk på helt op til 25 procent. Det er en nedgang i handlen på 520 milliarder dollar.

Det svarer til 3.300 milliarder kroner. Eller omkring knap en fjerdedel af den årlige amerikanske handel.

Det viser en analyse fra brancheanalytiker John McCown, som Bloomberg refererer.

Det vækker minder tilbage fra finanskrisen og pandemien, og nedgangen kan blive den kraftigste i containershippingens 60 år lange historie, skriver norske E24.no.

John McCown har for nylig udsendt en månedlig rapport, der er baseret på transporten af containere til de ti største amerikanske havne.

Den viste et fald i transporten til USA på 7,9 procent i forhold til samme måned året før. Det kommer efter et fald i maj på 6,6 procent.

»Den nedadgående vending i 2025 vil skyldes told, og desværre er der intet på nuværende tidspunkt, der tyder på, at den vil være kortvarig,« skrev McCown i rapporten.

»Det vil være en af de mere markante år-til-år ændringer i amerikansk containervolumen i skibscontainerens seks årtier lange historie,« fremhæver McCown videre.

McCown understreger, at han kun har set to perioder med årlige volumenfald. Det var under den globale finanskrise og pandemien. I begge tilfælde var der tale om kortvarige nedture.

Sætter kraftige spor

På nuværende tidspunkt er der ingen, som ved, hvordan det hele ender med told på varer til USA.

På Liberation Day 2. april i år annoncerede Donald Trump, at alle lande pålægges en generel told på ti procent ved import til USA. Den kom til at gælde fra 5. april. Derudover truede han de enkelte lande med højere toldsatser.

John McCown mener under alle omstændigheder, at det er mest sandsynligt, at handelskrigen vil give et fald i den samlede årlige indgående mængde af containere til USA i år.

Det sker, efter at der sidste år var en stigning på 15 procent.

Den faldende transport ses også på priserne for at sejle med containere. Spotraterne for transport mellem den amerikanske vestkyst og Kina er faldet i fem uger i træk.

Handelskrigen begynder på den måde at sætte kraftige spor i det amerikanske marked.

Spørgsmålet er nu, hvor længe nedgangen vil vare, og om Trump vil justere sin toldpolitik, hvis konsekvenserne bliver for alvorlige for amerikansk økonomi og forbrugere.

McCown forventer ikke en hurtig bedring og advarer om, at effekterne kan være mere langvarige end under tidligere kriser.

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Til brevkasse-panelet

For nylig blev det kendt, at SAS nu investerer adskillige milliarder i nye fly, og det lyder som en succeshistorie.

Nu husker alle SAS-aktionærer, at deres aktier – nærmest med et pennestrøg – blev gjort værdiløse. I hvert fald blev aktien afnoteret fra børsen, og det betyder, at der ikke længere er nogen markedsplads for handel med aktien og dermed ingen officiel kursnotering.

Men er den så bare ikke at betragte som en unoteret aktie? Og er den ikke stadig noteret i selskabets aktiebog? Og dermed måske alligevel kan have en værdi, hvis man altså kan finde en køber?

Med venlig hilsen

M.S.

Kære M.S.

Det korte svar er, at de gamle børsnoterede SAS-aktier er døde.

Den er dermed ikke unoteret, aktierne eksisterer simpelthen ikke mere. Den kan ikke handles, sælges eller købes. Den er som sagt død og borte.

Der er lavet et nyt selskab, der ejer de aktiver, der var i det gamle SAS, og hvor der er skudt cirka 13 milliarder svenske kroner ind i selskabet af den danske stat, Air France-KLM og konsortiet Castlelake og Lind Invest.

Disse aktier kan reelt ikke købes af private investorer, da de er unoterede, og ejerne ikke vil sælge ud af dem. Du kan derimod vælge at købe aktier i andre luftfartsselskaber, hvis du ønsker det. Dog skal du være opmærksom på, at investering i aktier er forbundet med høj risiko og dermed risiko for, at du kan tabe alle de penge, som du har investeret.

Forløbet med SAS-aktien er et godt eksempel på risikoen ved som almindelig privat investor at investere i enkeltaktier. I månederne op til SAS-aktiens død var SAS selv og talrige aktieeksperter ude gentagne gange for at oplyse om, at SAS-aktien var værdiløs. Alligevel blev den handlet på livet løs til en kurs på nogle få ører.

Det var primært spekulanter, der på daglig basis forsøgte at handle sig til meget risikofyldte gevinster. Men der var også en stor gruppe, der ikke vidste, at aktien ville blive afnoteret til kurs 0, eller investorer, der ikke troede på eksperterne.

Læren er, at hvis man investerer i enkeltaktier, så kræver det, at man følger med i nyhedsstrømmene for alle de aktier, man ejer, og løbende enten tager gevinster hjem eller sælger ud med tab, hvis selskabet pludselig får problemer. Det kræver en daglig indsats.

Alternativet er at investere i mange investeringsforeninger, gerne indeksfonde, hvor man som investor alene skal forholde sig til at bygge en bred portefølje af forskellige fonde med forskellig risiko og investeringsområder og så en gang imellem tage gevinster hjem på de fonde, der er steget uforholdsmæssigt meget på kort tid.

Kort sagt: Enkeltaktier er for de mere spekulative investorer, der har tid tilovers, mens fonde er for de langsigtede besindige investorer, der hellere vil bruge tiden på noget andet end at kigge på kurser og selskabsnyheder hver dag.

Med venlig hilsen

Søren Verup, HD (F)

Finans- og formuerådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Det begyndte i marts, da Tyrkiets autoritære præsident, Recep Tayyip Erdogan, fik Istanbuls populære borgmester, Ekrem Imamoglu, arresteret. Store demonstrationer fulgte, men Erdogan har ikke bøjet sig. Tværtimod blev flere borgmestre og byrådsmedlemmer fra oppositionspartiet CHP arresteret tidligere i juli.

Angrebet på Tyrkiets demokrati skabte turbulens i de finansielle markeder, hvor udenlandske investorer igen flygtede mod udgangen. Den tyrkiske lira er nu igen en af de valutaer, der er faldet allermest i år.

Den har siden årsskiftet tabt mere end en fjerdedel af sin værdi over for euroen og den danske krone. Da danskerne for ti år siden tog på sommerferie i Tyrkiet, skulle de betale 2,5 krone for én lira. Nu er det kun 16 øre.

Uroen i foråret førte til en massiv udstrømning af kapital, og centralbanken brugte 250 milliarder kroner på at forsvare valutaen. Lige lidt hjalp det, og derfor fulgte en chokrenteforhøjelse på 3,5 procentpoint i april til 46 procent. Det sendte også den tiårige statsrente op på 33 procent, hvilket er det højeste niveau siden det økonomiske kollaps for 23 år siden.

Og det stoppede den bølge af interesse for tyrkiske statsobligationer, der havde rejst sig i foråret 2024. Tyrkiet har nydt godt af en udbredt investeringsmetode, hvor man låner i en valuta med lav rente og placerer penge i obligationer i lande med høj rente.

Mere ro på de finansielle markeder

Renteforhøjelsen i april lagde en dæmper på den finansielle uro, hvilket har gjort centralbanken i stand til delvist at genopbygge valutareserven, mens statsrenten er faldet lidt tilbage fra rekordniveauet.

Fredag kvitterede centralbanken så med en rentenedsættelse. Fra 46 til 43 procent. Det var større end forventet, og derfor er der nu igen nervøsitet omkring, hvorvidt centralbanken ligger under for et politisk pres fra Erdogan for at få renten hurtigt ned.

Og liraen er fortsat med at falde og sætter hver dag nye bundrekorder over for dollaren. Det betyder, at den almindelige tyrkers købekraft fortsat bliver udhulet, for alle importvarer bliver dyrere. Det mærkes ikke mindst på energi. Tyrkiet har fortsat et stort underskud på betalingsbalancen, hvilket hele tiden lægger et nedadrettet pres på valutaen.

Det var ellers planen, at det økonomiske saneringsprogram, som Erdogan blev tvunget til at sætte i værk efter præsidentvalget i 2023, skulle skabe så stabile rammer om den tyrkiske økonomi, at liraen ville blive stabiliseret og dermed bidrage til at få inflationen hurtigere ned.

Det var en chokterapi, der udgjorde en komplet kovending i forhold til Erdogans faste tro på, at høje renter skaber høj inflation i stedet for omvendt. Renten blev sat kraftigt op for at bekæmpe inflation, og der blev strammet i de offentlige finanser. Alt det, som man vil gøre i et »normalt« stabiliseringsprogram.

Den officielle inflation er faldet til 36 procent, og den finansielle uro betyder, at realrenten – renten korrigeret for inflation – i juni steg til 11 procent. Det er det højeste niveau siden 2005, hvor en høj realrente blev anvendt til at genopbygge troværdigheden.

En høj realrente gør det dyrt at låne til forbrug og investeringer og dæmper dermed den økonomiske vækst. Det er også en del af den pris, som den almindelige tyrker må betale. Økonomien er stort set gået i stå efter at være drevet fremad af en høj vækst i privatforbruget.

Vil Erdogan acceptere nedgang i økonomien?

Den kraftige svækkelse af valutaen har bidraget til at løfte turismen, der sidste år satte rekord. Men eksporten har ikke vist den ønskede fremgang og er i dag lavere end for tre år siden. Det afspejler sig også i stagnerende industriproduktion og svage investeringer.

I stedet har virksomhederne arbejdet hårdt på at nedbringe den enorme pukkel af gæld. Den udgjorde tidligere en tikkende bombe, fordi det meste var lånt i udenlandsk valuta, hvor renten var lavere. Men når valutaen falder i værdi, bliver det dyrere og dyrere at betale lånene tilbage.

Den kraftige nedbringelse af gæld er med til at styrke fundamentet i økonomien.

Centralbanken regner selv med, at inflationen vil falde til 28 procent i slutningen af året. Det vil så åbne for flere rentenedsættelser, men man kan kun gå langsomt frem på grund af liraens fundamentale svaghed. Altså vil realrenten forblive høj i længere tid. Centralbanken forventer at kunne sætte renten ned til 36 procent i slutningen af året.

Spørgsmålet er så, om Erdogan vil tillade en længere periode med økonomisk dårligdom oven i angrebet på demokratiet.

Derfor er der også risiko for, at finanspolitikken vil blive lempet for at modvirke renterne. Den Internationale Valutafond (IMF) forventede i foråret, at underskuddet i år vil falde til godt fire procent af BNP, men det kan meget vel komme til at ligge nærmere fem.

Underskuddet på statens finanser har været højere end forventet i første halvår, blandt andet som følge af højere renteudgifter. Renteudgifterne udgør nu 17 procent af statens samlede udgifter.

Hvis Erdogan begynder at bruge flere penge end planlagt, vil det yderligere undergrave investorernes tillid til liraen. Det udmønter sig i et fornyet pres på valutaen, hvilket kan bremse centralbankens rentenedsættelser – og dermed forlænge perioden med økonomisk dårligdom. Det er heller ikke noget, der er fremmende for udenlandske investeringer. 

Den almindelige tyrkiske husholdning kommer dermed til at betale en høj økonomisk pris for den politiske og finansielle uro. 

Meget vil også afhænge af Donald Trump. De seneste måneders mindre dramatik har givet øget appetit på at tage mere risiko, hvilket både er kommet aktiemarkedet og lande som Tyrkiet til gavn. Men hvis dollaren igen begynder at blive kraftigt svækket, vil det også ramme interessen for at investere i vækstøkonomier som Tyrkiet. 

Erdogan har valgt et farligt tidspunkt til at tage livtag med demokratiet.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Strejker i lufthavne på flere af de helt store rejsedestinationer i Sydeuropa kan komme til at ramme og skabe kaos i planerne for tusinder af ferierende i løbet af denne weekend.

Ifølge Euronews kan der forekomme strejker i flere lufthavne i Spanien, Portugal og Italien, og det kan påvirke rejser med flere selskaber, heriblandt Ryanair, EasyJet, Volotea and Wizz Air.

Lørdag den 26. juli er der en firetimers strejke blandt lufthavnsmedarbejdere i Italien, hvilket ventes at føre til »snesevis« af aflyste fly.

Medarbejderne kæmper angiveligt for bedre arbejdsforhold, forbedret sikkerhed og en bedre »work-life-balance«, og i strejkezonen nævnes lufthavne som Milano Malpensa, Milano Linate, Fiumicino i Rom og lufthavne i Napoli, Firenze og Venedig.

Strejkerne i Italien følger efter lignende aktioner tidligere på måneden, hvor 73 afgange i blandt andet Milano blev påvirket.

Desuden er der også taget skridt til strejker i Spanien og Portugal, hvor det også nævnes, at British Airways og ITA Airways kan blive ramt, oplyser Euronews.

I Spanien handler det om afgange med Volotea, hvis besætninger og piloter strejker lørdag, mens det i Portugal er medarbejdere hos SPdH/Menzies, tidligere Groundforce, som er på krigsstien.

Her er der annonceret flere strejkedage hen over den kommende periode, hvilket især vil ramme lufthavne som Lissabons.

På overfladen kan det virke paradoksalt.

Det seneste år har Den Europæiske Centralbank sat renten ned otte gange. Alligevel stråler de danske bankaktier, og tre ud af de fem bedste selskaber i det danske eliteindeks – C25 – er banker.

Der er dog flere gode forklaringer på, hvorfor investorerne i år har kastet sig ind i bankaktierne.

Det vurderer to eksperter over for Berlingske.

»Når bankerne har leveret flotte afkast i år, så hænger det sammen med, at der har været et kursmæssigt efterslæb. Bankernes indtjeningsfremgang i 2023 og 2024 var væsentligt større end stigningen i aktiekurserne,« siger Michael West Hybholt, der er aktieanalytiker og stifter af investeringsforeningen Regulær Invest Nordiske Aktier.

I år har kursstigningerne været drevet af såkaldt multipel ekspansion, hvilket betyder, at investorerne har været villige til at betale en højere pris for én indtjeningskrone.

Det mener Michael West Hybholt er en konsekvens af, at niveauet for bankernes indtjening er mere robust, end investorerne tidligere har antaget.

Det kan der ifølge selvstændig bankekspert og mangeårig analytiker i Nykredit Jan Høgskilde være en særlig årsag til. Han hæfter sig nemlig ved en særlig linje i bankernes regnskaber.

Og det er hverken top- eller bundlinjen.

Den særlige linje

I stedet er det udviklingen i bankernes nedskrivninger. Nedskrivningerne viser, hvor mange penge banken har lånt ud til kunder, som de ikke længere forventer kan betale tilbage.

Hos Nordea, der i sidste uge kom med regnskab, endte nedskrivningerne bedre, end mange havde håbet på.

»De tilbagefører faktisk nedskrivninger. Det betyder, at de tidligere har overvurderet, hvor mange penge de er nødt til at lægge til side for at dække mulige tab på kunderne,« fortæller Jan Høgskilde.

Samme billede vurderer han, at vi kan komme til at se hos flere af de andre banker, der endnu ikke er kommet med regnskab.

For den helt store trussel for dansk erhvervsliv lige nu er konsekvenserne af Donald Trumps handelskrig. Indtil videre har de dog hverken vist sig i nøgletal eller virksomhedernes regnskaber.

Ingen tegn på handelskrigens konsekvenser. Endnu

Men det kan de komme til i løbet af andet halvår. Det er i hvert fald vurderingen hos flere økonomer – både i Danmark og udlandet.

»Det er simpelthen et spørgsmål om, hvor omfangsrigt tåbelighederne fra Trump bliver,« siger Jan Høgskilde.

Trump har ad flere omgange truet EU med toldsatser på både 50 og 30 procent. Men hver gang har han trukket i land og udsat deadline for en handelsaftale.

Usikkerheden består dog, og selv hvis der indgås en handelsaftale, kan man ikke regne med, at den holder. Samtidig vil en told på ti procent på varer fra EU stadig ramme økonomien og indtjeningen hos virksomhederne, selvom konsekvenserne vil være langt mere overkommelige end ved en told på 50 eller 30 procent.

»Det vil formentlig betyde, at virksomhederne bliver mere forsigtige og ikke vil have samme overskudsgrader som tidligere. De skal finde nye markeder at sælge til, og det tager både tid og koster penge. Det rammer bundlinjen – også i bankerne,« siger Jan Høgskilde.

Størrelsen betyder noget

Michael West Hybholt påpeger, at de store pengeinstitutter vil blive ramt mindre end de små ved et økonomisk tilbageslag.

»Det skyldes, at mindre og mellemstore erhvervsdrivende rent procentuelt fylder mere hos de mindre pengeinstitutter, og det er ofte denne kategori af kunder, der kommer i problemer ved en nedgang i økonomien,« siger han og kommer herefter med en tilføjelse:

»Når det så er sagt, så skal vi måske holde lidt øje med nogle af de kapitalfondsejede virksomheder, som ofte indeholder en del gæld. Og det er primært de større banker, der er aktive på dette felt,« lyder det fra Michael West Hybholt.

Jan Høgskilde forventer dog, at vi kan se mere tilbageholdende udlånspolitikker fra bankerne.

»Usikkerheden, der lige nu er, betyder, at bankerne nok vil være mere forsigtige i deres nedskrivelsespolitik. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi ser flere gruppevise nedskrivninger,« siger Jan Høgskilde.

Gruppevise nedskrivninger er de nedskrivninger, som bankerne foretager på hele grupper af virksomheder, som for eksempel de kapitalfondsejede virksomheder, Michael West Hybholt nævner. 

»Men det kunne også sagtens være på de virksomheder, som er meget afhængige af det amerikanske marked,« pointerer Jan Høgskilde.

Toplinjen vil komme under pres

Jan Høgskilde og Michael West Hybholt ser dog ens på andet halvår for bankaktierne.

ECBs rentenedsættelser betyder nemlig, at nettorenteindtægterne formentlig fortsat vil falde. Og derfor er det særdeles vigtigt, at bankerne har styr på deres omkostninger. Det havde Nordea ikke i andet kvartal, og det var blandt andet det, der gjorde, at de fik kursklø, vurderer Jan Høgskilde.

Michael West Hybholt fortæller, at han har reduceret Regulær Invest Nordiske Aktier-fondens eksponering mod bankaktier.

»Det skyldes, at man ikke fremadrettet kan forvente samme høje afkast, som tilfældet har været de seneste to-tre år,« siger han.

Det betyder dog ikke, at de skal falde herfra – eller gå helt i stå.

»Kursudviklingen vil sandsynligvis følge den underliggende indtjening. Det betyder, at bankaktierne rummer et potentiale på to til tre procent i kvartalet,« tilføjer han.

De to bankeksperter pointerer begge, at en række af pengeinstitutterne har solide aktietilbagekøbsprogrammer, som vil være med til at understøtte en positiv kursudvikling i andet halvår.

Særlige risici for bankerne

Michael West Hybholt ser dog også et par risici lure i horisonten for bankerne.

Bankaktier er historisk blevet ramt hårdt, når økonomien har fået hug. Men det er faktisk lidt uretfærdigt, mener han.

»Der er jo taget rigtig meget risiko ud af udlånsbøgerne siden finanskrisen, og risikoen for større nedskrivninger er derfor reduceret markant. Indtjeningen i bankerne er derfor meget mere robust og slet ikke lige så konjunkturfølsom som tidligere,« siger Michael West Hybholt.

Når det så er sagt, så vil bankaktierne formodentlig fortsat få klø ved en nedgang i økonomien.

»Det ligger simpelthen for meget på rygraden af aktieinvestorer, at banker bliver ramt i forbindelse med en økonomisk nedgang. Efterfølgende vil investorerne opdage, at bankerne slet ikke bliver ramt så hårdt som først antaget, og forhåbentlig vil bankaktierne da genvinde noget af det tabte,« vurderer han.

Af mulige forhold, der kan påvirke kursudviklingen på bankaktier i positiv retning, peger Michael West Hybholt på en højere inflation.

»Højere inflation vil nemlig reducere centralbankernes mulighed for at nedsætte styringsrenten, hvilket vil have en gavnlig effekt på bankernes nettorenteindtjening,« siger han.

Det koster penge at eje en bolig. Men hvis de er smarte, kan mange danskere komme til at eje et sommerhus »gratis«.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men Jyske Banks seniorøkonom Mikael Mogensen mener, at den er god nok.

Og nu vil han gerne fortælle, hvordan man bærer sig ad.

»Der er en relativt stor gruppe danskere, som kan gøre det. Det er især dem i og omkring storbyerne, som har noget friværdi og en helårsbolig, nogen vil leje,« siger Mikael Mogensen.

For at illustrere metoden har seniorøkonomen fundet et sommerhus til 2,5 millioner kroner.

Det ligger i Kirke Stillinge på Vestsjælland, og på bedste ejendomsmæglerlingo står der i salgsopstillingen, at »ejendommen er et ægte, hyggeligt fritidshus i velholdt stand« med få minutters gang til »idylliske« Stillinge Strand.

Mikael Mogensen har allerede været hurtig og ringet til ejendomsmægleren, der bekræfter, at man nok godt kan tjene 60.000 kroner om året på at leje et sommerhus i området ud.

Lige præcis den information er afgørende, hvis man vil gøre sommerhuset »gratis«.

Nøglen er udlejning

Udlejning er nemlig limen, der får hele Mikael Mogensens metode til at hænge sammen.

Tanken er, at man udlejer sommerhuset, når man ikke selv bruger det. På samme måde udlejer man sin helårsbolig, når man slapper af i sommerhuset.

»Kombinationen i at leje begge dele ud er rigtig interessant, fordi man får et bundfradrag for begge dele og slipper ret billigt i skat,« pointerer Mikael Mogensen.

De første 47.900 kroner, man tjener på at udleje sit sommerhus, er skattefrie, når man udlejer via et bureau. Desuden rører Skat heller ikke de første 33.500 kroner, man tjener på at udleje sin helårsbolig gennem et bureau.

Hvert år kan man således tjene 81.400 kroner skattefrit ved at lade andre låne ens boliger.

»Det er en del,« siger Mikael Mogensen, og lejeindtægterne kan opveje omkostningerne ved at eje et sommerhus.

Seniorøkonomen har opstillet et par regnestykker, der viser hvordan.

Fordel gælden i to lån

For at få sit navn på postkassen ved sommerhuset i Kirke Hyllinge, skal man skaffe 2,5 millioner kroner til at købe det for.

Lykkes det, skal man hver måned betale 2.155 kroner i ejerudgifter.

Finansieringen og ejerudgifterne er de to poster i budgettet, Mikael Mogensen mener, at lejeindtægterne kan opveje.

Han tager udgangspunkt i, at man allerede har en helårsbolig til en værdi af syv millioner kroner, og man har lån for fire millioner i den.

Den første million kroner til at købe sommerhuset med, låner man i sin helårsbolig, og de sidste halvanden million låner man i sommerhuset.

»Det gælder om at fordele gælden, så man starter nedefra og låner begge boliger cirka lige langt op. Det er dumt at belåne det ene lige så meget, du kan, og kun belåne det andet 30 procent,« forklarer Mikael Mogensen.

Hans argument er, at bidragssatsen bliver unødvendigt høj, hvis man låner for over 60 procent af en boligs værdi.

Bidragssatsen er nemlig det gebyr, man betaler til banken for at låne penge, og den stiger, jo hårdere man belåner sin bolig.

Følger man Mikael Mogensens fremgangsmåde og tager et F3-lån uden afdrag i begge boliger, vil det i øjeblikket have en rente på 2,2 procent.

Udgifterne til sommerhuset i form af lån og ejerudgift vil således løbe op i 7.304 kroner om måneden eller 87.648 kroner om året.

Det er naturligvis et underskud. Men det kan laves til et overskud.

Sådan er bundlinjen

Sommerhuset kan tjene sig selv hjem, hvis man lejer begge boliger ud.

Mikael Mogensen regner med, at man på et år før skat tjener knap 35.000 kroner på at udleje sin normale bolig og 60.000 kroner på at udleje sommerhuset.

»Det er efter omkostninger til et udlejningsbureau. Man kan få Novasol eller andre til at stå for alt, eller man kan vælge at stå for det praktiske selv og bruge Airbnb for eksempel,« påpeger seniorøkonomen.

I så fald tjener man 92.083 kroner på udlejning efter skat, og det opvejer de årlige udgifter ved at eje sommerhuset. Faktisk går det i plus med 4.435 kroner om året.

Man skal dog huske det fulde billede.

Mikael Mogensens beregninger inkluderer kun de udgifter, der er forbundet ved at eje sommerhuset. Det koster også at bruge det.

El, vand, varme, vedligehold og udgifter til udlejningsbureau kommer oveni.

»Man kommer langt for 20.000 kroner om året til de ting, vil jeg mene. Nu har jeg også fundet et sommerhus, der er relativt nyt og i nogenlunde stand. Det er ikke tilfældigt, og det gør det lidt nemmere at regne på,« siger han.

Havde man valgt et væsentligt dyrere sommerhus, ser regnestykket anderledes ud, medmindre man kan tage en højere pris for lejen.

Mikael Mogensen understreger derfor, at nogle fritidsboliger egner sig bedre til manøvren end andre, og man skal naturligvis også have et o.k. af banken til at låne pengene.

Husk risiciene

Inden man forelsker sig i et sommerhus og vil gøre det »gratis«, skal man huske på de risici, der følger med.

Sommerhuset kan falde i værdi, renten på F3-lånet kan stige, udgifterne til vedligehold kan springe i vejret – og du kan risikere, at udlejningen halter.

»Du har selvfølgelig noget risiko, så du skal gøre det, fordi du er interesseret i at få adgang til sommerhuset og vil have hjælp til finansiering. Hvis du udelukkende vil tjene penge og ikke bruge det selv, skal du gøre det som erhverv og nok vælge et poolsommerhus på vestkysten,« siger Mikael Mogensen.

Alligevel hører seniorøkonomen om flere og flere, der benytter metoden og får deres sommerhus til at gå i nul.

Hvis Mikael Mogensen selv skulle begive sig ned ad samme vej, ville han overveje at afdrage på lånet i helårsboligen, men gøre lånet i sommerhuset afdragsfrit.

Det vil han gøre for at spare på bidragssatsen, fordi den er højere ved afdragsfrihed.

I så fald vil sommerhuset ikke gå i nul. Det vil koste 17.249 kroner at eje om året, hvis man tager udgangspunkt i samme lejeindtægt – men til gengæld vil man have afdraget 23.842 kroner.

Mikael Mogensen bemærker, at afdrag i princippet svarer til at flytte penge fra højre til venstre bukselomme – fra sin konto ind i sin bolig – og derfor ville han gøre det, hvis han havde pengene til det.

Man kunne let fristes til at tro, at velhavende danskere skriver en Ferrari eller andet luksus øverst på deres ønskesedler.

Men Sanne Fredenslund havde godt set den komme.

Hun er direktør for private banking i Nordea, og i årevis har hun lagt ører til forlydender om, at bankens mest velhavende kunder drømte om akkurat de samme ting i livet som alle andre.

Det kan lyde underligt, medgiver hun. Men nu er anekdoterne bekræftet.

Nordea har spurgt over 2.000 af sine kunder ind til, hvad de går og drømmer om, og det viser sig, at de samme drømme går igen – også blandt bankens rigeste kunder.

Sanne Fredenslund, der til daglig har ansvaret for Nordeas mest velhavende kunder, finder tallene »meget interessante«, men hun er på ingen måder overrasket.

»Undersøgelsen bekræfter det, jeg jævnligt går og siger: Vores velhavende kunder er helt almindelige familier. Deres økonomi er større, og kompleksiteten i en rådgivningssituation er større,« siger Sanne Fredenslund og fortsætter:

»Ser man bort fra alt det, så er de fundamentale behov ikke ret forskellige fra det, vi ser, når vi går bredere ud.«

Sanne Fredenslund kan udmærket se sig selv i de drømme, andre har.

Dem har hun også selv.

En rød tråd i kundernes drømme

Kigger man på besvarelserne fra de 2.000 Nordea-kunder, er der en tydelig rød tråd i drømmene.

Uanset størrelsen på den enkeltes bankbog, drømmer kunderne om:

Isolerer man svarene fra Nordeas mest velhavende kunder og holder dem op mod de samlede svar, er rækkefølgen i drømmene langt hen ad vejen ens.

Sanne Fredenslund påpeger, at det godt kan overraske nogen, fordi man nemt kunne tænke, at velhavere drømmer om dyre, materielle ting.

Men luksus og mærkevarer kommer »langt, langt nede på listen«, siger bankdirektøren, idet kun ni procent af de velhavende sparer op til noget i den kategori.

Det vidner om noget i menneskets natur, mener bankdirektøren:

»I bund og grund kan man sige, at det ikke som sådan er penge i sig selv, der gør mennesker lykkelige. Det er de oplevelser, man kan opnå ved at bruge sine penge på en god og rigtig måde,« siger hun med henvisning til undersøgelsen.

Med de ord tapper bankdirektøren ind i en eviggyldig debat.

Kan lykken købes for penge?

I århundreder har alt fra filosoffer til ganske almindelige mennesker diskuteret, om lykken kan købes for penge.

En omfattende rapport fra Realdania, som Berlingske tidligere har omtalt, sætter to streger under, at det til en vis grad er tilfældet:

De lykkeligste danskere har ti millioner kroner på bankbogen og en årlig disponibel indkomst på halvanden til to millioner kroner.

»Men spørger du, om penge er det vigtigste parameter for lykke, er svaret nej,« sagde Realdanias analysechef, Henrik Mahncke, i marts til Berlingske.

Den største betydning for livskvalitet er derimod sociale relationer, og det flugter med, at mange Nordea-kunder drømmer om rejser og oplevelser med deres nærmeste.

For Sanne Fredenslund bekræfter Nordeas undersøgelse, at man ikke kan købe sig til lykke gennem materielle ting, fordi man kun glæder sig over sådanne køb i forholdsvist begrænset tid.

»Man kan glæde sig meget længere over oplevelser. Der hører flere ting til – man skal både planlægge en rejse, man skal være på den; måske med mennesker, man holder af – og man har minderne bagefter,« bemærker bankdirektøren.

Og så er vi tilbage ved Sanne Fredenslunds egen drøm.

Bankdirektøren drømte om …

Det er ingen hemmelighed, at Sanne Fredenslund som bankdirektør tjener nok til, at hun også hører til i den mere velhavende del af den danske befolkning.

Alligevel er drømme sjældent noget, hun taler om med sin mand i hverdagens travlhed. Men for lidt over fem år siden sad parret i banken.

Da bankrådgiveren spurgte, hvad Sanne Fredenslund og hendes mand, Thomas, drømte om, svarede de: Et sommerhus – men først om lang tid.

»Hvorfor ikke købe det nu, så I giver jeres piger mulighed for at være med i det liv sammen,« spurgte rådgiveren.

En måned senere skrev parret under på et sommerhus ved Tisvilde Hegn.

Det har de på ingen måde fortrudt – faktisk er de blevet så glade for ferieboligen, at de har investeret yderligere i det.

»Årsagen vender tilbage til drømmene. Sommerhuset er lig med tid til familien, og det er meget nemmere at mødes et sted, hvor alle er afslappede. Hjemme i vores hus kan det godt blive lidt en banegård, hvor vi skiftes til at komme ind og vende,« siger Sanne Fredenslund.

Den næste drøm, familien skal opfylde, er en rejse til Lofoten i Norge, hvor de både skal vandre og sejle i kajak.

Både drømmen om sommerhuset og Lofoten står i kontrast til, hvad Sanne Fredenslund drømte om som ung. Dengang var det mest af alt arbejdsdrømme, hun higede efter:

At komme ud og rejse med arbejdet. At bo et sjovt sted med arbejdet.

Hvorfor tror du, at drømme kan ændre sig i takt med, at man bliver ældre?

»Det er livsfaserne, som sætter ind stille og roligt. Man bliver mere bevidst om, at tiden er til låns i en eller anden udstrækning. Når man er i et trummerum og har en hverdag, der kræver meget, finder man erfaring i, at tiden i virkeligheden er det vigtigste, vi har.«

Sidste gang Michael Hartnett tændte alarmklokkerne, havde han ret.

Han arbejder som chefstrateg i storbanken Bank of America, og derfor vækker det opsigt, at Michael Hartnett har hejst et nyt advarselsflag.

Chefstrategen og hans team advarer i en ny analyse, at der kan være en boble undervejs i aktiemarkedet, skriver Bloomberg.

Bobler på aktiemarkedet er aldrig en god ting. Det betyder nemlig, at aktierne er pumpet for højt op i værdi, og når boblen springer, falder aktierne i dørken.

Bank of America hejser advarselsflaget med henvisning til, at centralbankernes renter globalt set er faldet gennem det seneste år.

Når det er billigere at låne penge, kommer flere penge ind i aktiemarkedet, og samtidig overvejer den amerikanske regering at indføre regler, der gør det mere attraktivt for private at investere i USA.

»Større privat deltagelse, større likviditet, større volatilitet, større boble,« skriver Hartnett i analysen.

Advarslen kommer i en tid, hvor amerikanske aktier giver anledning til en del hovedbrud.

Han fik ret sidste gang

Mange investorer har nemlig svært ved at begribe, hvordan amerikanske aktier kan sætte den ene rekord efter den anden, til trods for at Donald Trump svinger med toldhammeren.

Det store S&P 500-indeks, som tæller USAs 500 største aktier, er steget otte procent siden årsskiftet – og hele 28 procent siden bunden 8. april i år.

Ifølge The Wall Street Journal er det en af indeksets hurtigste stigninger nogensinde.

Men aktierne er kommet op i tempo, samtidig med at de globale toldsatser er på deres højeste siden optakten til Anden Verdenskrig.

Og i en nylig rundspørge lavet af The Wall Street Journal vurderer økonomer 33 procent risiko for en amerikansk recession inden for et år. Risikoen var på 22 procent ved årets indgang.

Da året blev skudt i gang, havde Michael Hartnett allerede advaret om, at et aktiefald kunne være under opsejling. 

Hans advarsel skilte sig ud i en tid, hvor mange andre troede på, at Donald Trumps løfter om skattelettelser og friere rammer til erhvervslivet ville få amerikanske aktier til at stige.

Men Michael Hartnett fik ret i sin forudsigelse.

Amerikanske aktier væltede ned, da Donald Trump stod i Rosenhaven 2. april og erklærede toldkrig mod hele verden. Siden har aktierne på den anden side af Atlanten indhentet det tabte – og mere til.

Nu er spørgsmålet, om Michael Hartnett får ret igen.