Retten fandt, at ejeren af et selskab registreret i Y1-land ikke var berettiget til at klage over Skattestyrelsens afgørelse truffet over for selskabet, da ejeren ikke havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

 Sagen angik, hvorvidt appellanten var skattepligtig af en række indsætninger på sin bankkonto i indkomstårene 2018 og 2019. 

For hovedparten af indsætningerne havde appellanten fremlagt gældsbreve. Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at der eksisterede eller havde eksisteret reelle gældsforhold. Landsretten udtalte herved, at de fremlagte gældsbreve først var fremlagt under sagens behandling for skatteankenævnet, og efter at Skattestyrelsen den 2. februar 2021 havde opfordret appellanten til at fremlægge gældsbreve. Videre henviste landsretten til, at der ikke forelå skriftlig korrespondance eller andet skriftligt materiale, som kunne underbygge de hævdede gældsforhold. Videre henviste landsretten til vilkårene i de fremlagte gældsbreve, størrelsen af det samlede beløb og antallet af overførsler. Endelig anførte landsretten, at en af appellanten fremlagt afdragsaftale vedrørende hovedparten af indsætningerne, som var indgået efter skattesagens opstart, ikke kunne føre til en anden vurdering.  

Landsretten fandt heller ikke for så vidt angår de øvrige indsætninger, at appellanten havde godtgjort, at der var tale om allerede beskattede midler. 

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet. 

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Sagen angik, om der var indtrådt registreringspligt og heraf følgende registreringsafgiftspligt af et brugt køretøj, som blev indført af sagsøgeren til Danmark fra Tyskland og standset af SKAT ved en kontrol foretaget umiddelbart efter grænsepassagen fra Tyskland. Køretøjet var påmonteret hollandske  korttidsnummerplader med en gyldighed på mere end 7 dage, jf. kravet til udenlandske korttidsnummerplader i den dagældende registreringsbekendtgørelses § 17, stk. 2, nr. 2, og kørslen var ikke anmeldt til SKAT, jf. den dagældende bekendtgørelses § 15, stk. 2, nr. 2. Køretøjet var ført af person med dansk bopæl og var ejet af et selskab (sagsøgeren), som var hjemmehørende her i landet. SKAT opkrævede på den baggrund fuld registreringsafgift af køretøjet.

Selskabet fremførte en række indsigelser mod afgiftsopkrævningen, herunder at kørslen var omfattet af reglen om værkstedskørsel i den dagældende registreringsbekendtgørelses § 20, samt at opkrævningen af fuld afgift stred mod EU-retten, da det var hensigten, at køretøjet efter indførslen skulle sælges af sagsøgeren til en dansk leasingvirksomhed, som skulle lease køretøjet tilbage til sagsøgeren og afgiftsberigtige køretøjet med forholdsmæssig afgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Det var ubestridt for retten, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, da det skulle indregistreres i Danmark efter indførslen.

Retten bemærkede, at køretøjet blev ført af en person, der drev autoværksted mv., og som på grund af en uopsættelig flyvning til USA for en anden person [som ifølge sagsøgeren var engageret til at føre køretøjet fra Holland til Danmark] gjorde denne en tjeneste ved at stå for den sidste del af hjemtagelsen. Retten udtalte videre, at føreren alene skulle føre køretøjet fra Holland til Y2-by, hvor det efter toldsyn skulle afleveres til en dansk leasingvirksomhed, der havde givet tilbud på leasing af køretøjet til sagsøgeren, og som ville overtage køretøjet til den på forhånd aftalte pris. Retten henviste ikke herved til reglen om værkstedskørsel.

Retten bemærkede, at førerens kørsel ind i Danmark på denne baggrund efter omstændighederne ikke medførte, at der var sket en sådan ibrugtagning af køretøjer på færdselslovens område, at det skulle udløse registreringspligt efter lov om registrering af køretøjer, § 2, stk. 1, nr. 1, og deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Denne vejledning handler om

• Spillemyndigheden (J.A.1)
• Spillelovgivningens anvendelsesområde (J.A.2)
• Grønland (J.A.3)
• Kriterier for alle ansøgere (J.A.4)
• Lotteri (J.A.5)
• Klasselotteri (J.A.6)
• Almennyttigt lotteri (J.A.7)
• Væddemål (J.A.8)
• Lokale puljevæddemål (J.A.9)
• Landbaseret kasino (J.A.10)
• Onlinekasino (J.A.11)
• Gevinstgivende spilleautomater (J.A.12)
• Pyramidespil (J.A.13)
• Offentlig hasardspil i turneringsform (J.A.14)
• Markedsføring og oplysningspligt (J.A.15)
• Bortfald (J.A.16)
• Spillemyndighedens tilsyn med spil (J.A.17)
• Klage og domstolsprøvelse (J.A.18)
• ►Mulige konsekvenser, hvis spillelovgivningen ikke overholdes◄ (J.A.19)
• Ansvarligt Spil (J.A.20)
• Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (J.A.21)
• Forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil (matchfixing) (J.A.22)
• ►Foranstaltninger til beskyttelse af de lovlige spillemarked (J.A.23)◄

-

Sagen vedrørte værdiansættelse af en ejendom. I forbindelse med udarbejdelse af sagens skønstema, var der uenighed mellem parterne om udfærdigelsen af rubrik 8, og begge parter protesterede mod enkelte af modpartens spørgsmål.

I rekvirentens udkast til skønstema var teksten i rubrik 8 i overvejende grad en gengivelse af rekvirentens klage til Skatteankestyrelsen i forbindelse med rekvirentens klage over sin skattesag, og fyldte 16 sider.

Skattestyrelsen protesterede mod rekvirentens udfærdigelse af rubrik 8, under henvisning til Domstolsstyrelsens vejledning til "Blanket til brug for syn og skøn", hvoraf det det fremgår vedrørende rubrik 8, at "Rekvirenten skal kort beskrive, hvad dette syn og skøn drejer sig om.".

Skattestyrelsen fandt, at rekvirentens tekst i udkast til skønstemaets rubrik 8, ikke var neutral, var af procederende karakter, indeholdt spørgsmål til skønsmanden om parternes opfattelse af sagens faktiske forhold, og fremstillede bestridte forhold som faktiske forhold. Det var derfor Skattestyrelsens påstand, at teksten i rubrik 8 i rekvirentens udkast til skønstema, ikke var i overensstemmelse med Domstolsstyrelsens vejledning til "Blanket til brug for syn og skøn". Med udgangspunkt i rekvirentens rubrik 8, foreslog Skattestyrelsen en kortere formulering af rubrik 8 på et par enkelte linjer.

Rekvirenten bestred, at indholdet i rubrik 8 var procederende, ligesom det blev gjort gældende, at beskrivelsen af sagens faktiske forhold var fuldt ud neutral og objektiv. Rekvirenten fastholdt ligeledes spørgsmålet til om sagens faktiske forhold i rubrik 8.

Retten i Glostrup fandt, at det fremgår af vejledningen til "Blanket til brug for syn og skøn" om rubrik 8 "Den overordnede ramme for syn og skøn", at rekvirenten kort skal beskrive, hvad det ønskede syn og skøn drejer sig om.

Det er ikke meningen, at rubrik 8 skal indeholde en lang fremstilling af sagens forløb mv., således som det er tilfældet i den foreliggende anmodning om syn og skøn. Disse oplysninger skal fremgå af det materiale, som skønsmanden får adgang til at gøre sig bekendt med.

Som det er anført i den foreliggende anmodning om syn og skøn, er "Formålet med nærværende skønsforretning er at fastslå værdien af ejendommen beliggende (adresse udeladt) og anparterne i (selskabsnavn udeladt) på overdragelsestidspunktet den (dato udeladt)." Dette er fuldt ud tilstrækkeligt til at beskrive den overordnede ramme. Den øvrige tekst i rubrik 8 er overflødig og skal derfor udgå.

På nær et af Skattestyrelsens spørgsmål, tillod retten alle parternes stillede spørgsmål.

En skattepligtig havde i indkomstårene 2013-2015 haft kontoindsætninger fra afståelser af bitcoins og en enkeltstående kontoindsætning på 123.000 kr. Desuden havde han haft ikke-selvangivne indtægter fra udlejningsvirksomhed, og skattemyndighederne havde derfor foretaget en skønsmæssig ansættelse af overskuddet fra udlejningsvirksomhed.

Retten lagde til grund, at den skattepligtige havde erhvervet sine bitcoins ved mining og henviste til, at den skattepligtige ikke havde godtgjort, hvornår og på hvilken måde han i øvrigt skulle have erhvervet sine bitcoins. Retten lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt sædvanlig skatteretlig dokumentation for erhvervelsen, ligesom retten lagde vægt på den skattepligtiges oprindelige forklaring til SKAT. Den afgivne partsforklaring og den afgivne vidneforklaring kunne ikke føre til en anden vurdering.

Retten fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne omkring den skattepligtiges mining af bitcoins, at denne aktivitet skulle anses som ikke-erhvervsmæssig hobbyvirksomhed, og at fortjenesten ved salg af disse bitcoins var en del af den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4, litra a.

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes ansættelse af anskaffelsessummen, idet den skattepligtige ikke havde oplyst eller dokumenteret nærmere om sådanne udgifter. Der var heller ikke grundlag for den skattepligtiges indsigelse om, at beskatning af fortjenesten ved salg af bitcoins er udtryk for en ændring af en fast administrativ praksis.

For så vidt angår indsætningen på 123.000 kr. udtalte retten, at bevisbyrden for, at der ikke var tale om skattepligtig indkomst, påhvilede den skattepligtige. Retten fandt, at det ikke var bevist, at der - som anført af den skattepligtige - var tale om en genindsætning af allerede beskattede midler, og at indsætningen derfor var skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, litra a.

For så vidt angår udlejningsvirksomheden udtalte retten, at det var ubestridt, at den skattepligtige ikke selvangav fyldestgørende for indkomstårene 2014 og 2015, og at SKAT derfor var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtiges indkomst, jf. den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3. Det var herefter den skattepligtiges bevisbyrde, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. Efter en samlet vurdering af oplysningerne vedrørende indkomster fra udlejning af ejendomme fandt retten det ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser af den skattepligtiges indkomst ved udlejning for indkomstårene 2014 og 2015.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skattestyrelsens praksis om såkaldt berigtigelse (samlet tilbagebetaling) af tidligere foretagne fradrag er blevet underkendt ved dom (SKM2024.335.BR). Skattestyrelsen ændrer på den baggrund praksis, så der fremover ikke skal ske berigtigelse (samlet tilbagebetaling) af det foretagne fradrag ved ændret anvendelse i forbindelse med ibrugtagning af fast ejendom, der er omfattet at reguleringsreglerne i momslovens §§ 43-44.

Når en afgiftspligtig person har opført en fast ejendom med henblik på en momspligtig aktivitet (f.eks. momspligtigt salg) og ændrer anvendelse til en udelukkende momsfri aktivitet (f.eks. momsfri udlejning) , skal der fremadrettet ske udtagningsbeskatning.

Spørger havde solgt sin koncern til en kapitalfond 6 år før 20xx og investeret i kapitalfonden ved at tegne kapitalandele i et selskab, der indgik i kapitalfondsinvesteringen. Spørger ønskede at få svar på om Spørger (Spørgers aktionærer) er skattepligtig af merafkast efter ligningslovens § 16 I om beskatning af kapitalfondspartnere.

Spørger og kapitalfonden har indgået en ejeraftale, der regulerer Spørgers investering ved tegning af kapitalandele, ledelsesmæssige forhold i selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen og fordeling af afkast ved salg af kapitalfondsinvesteringen. En direktør i et af selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen tegnede via sit selskab også kapitalandele, jf. ejeraftalen.

Spørger og direktøren deltog i ledelsen af selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen både før og efter kapitalfondsinvesteringen. Spørger, direktøren og kapitalfonden solgte i 20xx deres kapitalandele. Spørger og direktøren fik ved salget i 20xx som følge af ejeraftalen en større andel af investeringens resultat end deres forholdsmæssige andel af deltagerkapitalen tilsagde.

Skatterådet anså ikke et vendor loan fra Spørger til kapitalfonden for deltagerkapital i relation til ligningslovens § 16 I mht. opgørelse af merafkast, idet vendor loanet ansås for Spørgers tilgodehavende fra salg til kapitalfonden. Vendor loanet var ikke omfattet af ejeraftalen. Skatterådet anså Spørger for at have en fortrinsstilling i kapitalfondsinvesteringen og kapitalfondens investering som sket med henblik på deltagelse i ledelsen og driften af de købte selskaber, idet der var indgået en aftale om ledelsen af de pågældende selskaber i ejeraftalen. Skatterådet anså Spørgers investering for sket i overensstemmelse med aftalegrundlaget for kapitalfondsinvesteringen, og tillagde det ikke betydning, at Spørger, som oplyst, ikke havde kendskab til aftalegrundlaget for kapitalfondsinvesteringen. Skatterådet anså merafkast for skattepligtigt, jf. ligningslovens § 16 I.

Skatterådet kan derfor ikke bekræfte, at "K" (Spørgers hovedaktionær) ikke skal beskattes af merafkast, jf. ligningslovens § 16 I.

Spørger deltog i en kapitalfondsinvestering og havde 6 år før 20xx tegnet kapitalandele i et selskab omfattet af kapitalfondsinvesteringen. Spørger ønskede at få svar på om "J" (Spørgers hovedaktionær) var skattepligtig af merafkast efter ligningslovens § 16 I om beskatning af kapitalfondspartnere.

Spørger og kapitalfonden havde indgået en ejeraftale, der regulerede Spørgers investering ved tegning af kapitalandele, ledelsesmæssige forhold i selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen og fordeling af afkast ved salg af kapitalfondsinvesteringen. Den oprindelige ejer af selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen havde også investeret ved at tegne kapitalandele ifølge ejeraftalen. Spørger og den oprindelige ejer deltog i ledelsen af selskaberne omfattet af kapitalfondsinvesteringen både før og efter kapitalfondsinvesteringen. Spørger, den oprindelige ejer og kapitalfonden solgte i 20xx deres kapitalandele. Spørger og den oprindelige ejer fik ved salget i 20xx som følge af ejeraftalen en større andel af investeringens resultat end deres forholdsmæssige andel af deltagerkapitalen tilsagde.

Skatterådet anså ikke et vendor loan fra den oprindelige ejer til kapitalfonden for deltagerkapital i relation til ligningslovens § 16 I mht. opgørelse af merafkast, idet vendor loanet ansås for den oprindelige ejers tilgodehavende fra salg til kapitalfonden. Vendor loanet var ikke omfattet af ejeraftalen. Skatterådet anså Spørger og den oprindelige ejer for at have en fortrinsstilling i kapitalfondsinvesteringen og kapitalfondens investering som sket med henblik på deltagelse i ledelsen og driften af de købte selskaber, idet der var indgået en aftale om ledelsen af de pågældende selskaber i ejeraftalen. Skatterådet anså Spørgers investering for sket i overensstemmelse med aftalegrundlaget for kapitalfondsinvesteringen, og det tillagde ikke betydning, at Spørger, som oplyst, ikke havde kendskab til aftalegrundlaget for kapitalfondsinvesteringen. Skatterådet anså merafkastet for skattepligtigt, jf. ligningslovens § 16 I.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at J (Spørgers hovedaktionær) ikke skulle beskattes af merafkast, jf. ligningslovens § 16 I.

Det ønskedes bekræftet, at spørger i licensbetalinger, som blev forventet modtaget af spørgers datterselskab i 2024, kunne fradrage afskrivninger på de immaterielle aktiver baseret på de immaterielle aktivers handelsværdi den 1. januar 2022 ved opgørelsen af CFC-indkomsten i datterselskabet i overensstemmelse med de to betingelser for anvendelse af overgangsreglerne i § 3, stk. 3 i lov nr. 1180 af 08/06/2021 om ændring af selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven. (Implementering af skatteundgåelsesdirektivets minimumskrav til medlemsstaternes CFC-regler).

Det var Skatterådets opfattelse, at betingelserne for anvendelse af overgangsreglerne var opfyldt, hvorfor afskrivninger på det opskrevne grundlag, skulle påbegyndes fra og med indkomståret 2022, som udgangspunkt med 1/7 årligt, men hvor afskrivningerne dog maksimalt kunne udgøre indkomsten fra samme aktiv i det enkelte indkomstår, hvor afskrivningerne skulle fremføres i det omfang de ikke kunne rummes i indkomsten, og hvor afskrivningerne herefter skulle foretages i førstkommende indkomstår, hvor de kunne rummes indenfor indkomsten fra det immaterielle aktiv.

Sagen angik, om et selskab registreret i Y1-land skulle beskattes af et tilskud, fordi der var overført værdipapirer og likvider til selskabets depot og konto. 

Selskabet gjorde gældende, at overførslerne skete som led i et bankskifte, og at der som følge heraf blot var tale overførsel af aktiver, som selskabet i forvejen var ejer af.

Retten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at aktiverne blev overført som led i et bankskifte, eller at selskabet ejede de overførte aktiver forud for overførslen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Et selskab klagede til Landsskatteretten over et bindende svar, hvorefter Skattestyrelsen havde anset tre sirupper, som selskabet forhandlede, for afgiftspligtige sukkervarer i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten fandt, at de tre sirupper fremstod som sukkervarer, der var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten henviste herved til, at sirupperne udover sukkerarter bestod af en række øvrige ingredienser, der samlet set havde undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, hvorved de havde ændret karakter til en sukkervare, at sirupperne havde høje indhold af sukkerarter, gyldenbrune farver og søde smage, herunder af karamel og kakao, der typisk blev forbundet med chokolade- og sukkervarer, og at sirupperne kunne anvendes direkte uden yderligere forarbejdning.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at de tre sirupper ikke var fritaget for afgift i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 5, om "Masser m.v., som indeholder kakao". Landsskatteretten henviste herved til, at to af sirupperne ikke indeholdt kakao, og at ingen af sirupperne udgjorde en masse, da de havde en tynd og flydende konsistens.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik beskatningen af en pilot, som havde tilknytning til både Danmark, Tyskland og Italien. Landsskatteretten fandt, at der skulle foretages en samlet helhedsvurdering af klagerens centrum for livsinteresser også i tilfælde, hvor klagerens personlige og økonomiske interesser pegede i hver sin retning i overensstemmelse med punkt 15 i OECD’s kommentar til artikel 4. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klageren havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, idet klageren havde centrum for sine livsinteresser i Danmark. I forhold til lempelse fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens opgørelsesmetode for klagerens arbejdstid kunne lægges til grund ved beregningen af lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Landsskatteretten anførte herved, at der ikke fremgik en nærmere bestemt fremgangsmåde for opgørelse af, hvor arbejdet var udført i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, in fine, af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes bestemmelser, og henset til, at klageren på trods af indsigelser til Skattestyrelsens opgørelse ikke havde fremlagt sin egen opgørelse over arbejdstid i Italien og Tyskland, var der konkret ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens opgørelsesmetode af arbejdstid udført i Italien og Tyskland.

Det daværende SKAT havde pr. 1. oktober 2012 foretaget en omberegning af grundværdien med henvisning til, at der var tale om en nyopstået ejendom. Da der imidlertid ikke var tale om en nyopstået ejendom, fandt Landsskatteretten, at der ikke i den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, havde været hjemmel til SKATs omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012. Landsskatteretten fandt endvidere, at SKATs uhjemlede omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012 berettigede klageren til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, idet vurderingen var foretaget ud fra en fejlregistrering, hvorefter ejendommen var nyopført. Det var omfattet af bestemmelsens ordlyd om en vurdering foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller "lignende faktiske forhold". Af vurderingsmeddelelsen pr. 1. oktober 2012, som klageren modtog i 2013, fremgik (fejlagtigt), at omberegningen var foretaget med henvisning til, at ejendommen var nyopstået. Klagerens genoptagelsesanmodning i 2017 var derfor ikke indgivet inden for fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5.

Da klagerens genoptagelsesanmodning skulle afgøres efter skatteforvaltningslovens regler og ikke efter almindelige forvaltningsretlige principper, og da den omstændighed, at SKATs afgørelse blev truffet på grundlag af en fejlagtig registrering, ikke førte til, at afgørelsen var ugyldig, stadfæstede Landsskatteretten herefter Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2012.

Sagen angik, om et selskab havde anvendt en mandskabsvogn til private formål og dermed i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse. Landsskatteretten fandt, at selskabets medarbejderes kørsel mellem arbejdspladserne og bopælene var privat personbefordring. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at afstanden fra medarbejdernes private bopæle til selskabets adresse ikke kunne anses for at være en betydelig afstand, uanset om selskabet var beliggende på Ø Y1. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på, at der ikke var et mindre lager af materiel og/eller materialer på medarbejdernes private bopæle. Efter en konkret bevisbedømmelse fandt Landsskatteretten, at der ikke var tale om en kørsel, der kunne karakteriseres som foretaget i selskabets interesse, idet medarbejderne ikke var aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, der blev kørt i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejdernes private bopæle, da der ikke blev opbevaret kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladserne, og da mandskabsvognen ikke var overvåget med GPS. Det forhold, at mandskabsvognen måtte være mindre udsat for tyveri på medarbejdernes private bopæle i forhold til på selskabets virksomhedsadresse, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsen havde i forbindelse med afgiftsberigtigelsen anset et køretøj for nyt og havde fastsat køretøjets nypris til 375.800 kr. Da køretøjet tidligere havde været registreret i udlandet, kunne det ikke anses for nyt i forbindelse med, at det importeredes til Danmark og registreredes her. Landsskatteretten hjemviste sagen til Motorstyrelsen til fastsættelse af den afgiftspligtige værdi for det brugte køretøj på tidspunktet for registreringen i Danmark den 16. november 2021.   

Spørger påtænkte at indgå en aftale med en vindmøllepark, om levering af strøm til en fast pris. Aftalen ville medføre, at Spørger købte alt strøm, der blev produceret, til en fast pris. Der vil kunne være overskudsstrøm, der ikke blev forbrugt af Spørger, men som blev solgt direkte fra producenten til El-markedet.

Spørger ønskede bekræftet, at aftalen ikke skulle lagerbeskattes efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1, jf. § 33, stk. 1, men skulle behandles efter skattelovgivningens almindelige regler. Spørger gjorde gældende, at der ikke var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var usikkerhed om mængden, der blev produceret, og hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, så var den undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, om levering og brug i virksomheden.

Skatterådet fandt, at der var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var tale om en aftale, om en aftalt mængde strøm til levering til en fast pris på et fremtidigt tidspunkt. Undtagelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, fandt ikke anvendelse, da det var en forudsætning for undtagelsen, at der skete levering til brug i virksomheden. Det fremgik af det oplyste, at der ville være en væsentlig mængde strøm, der ikke blev leveret til Spørger, men solgt direkte fra producenten til El-markedet. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte spørgsmålet.

Spørger vandt i 20xx et udbud om at etablere et stort anlægsprojekt, der vil skulle levere strøm til et større antal danske husstande. Anlægsprojektet skal være fuldt etableret og nettilsluttet senest ultimo inden for en kort årrække, og bevillingen gives for xx år med mulighed for at blive forlænget. Med henblik på at få afklaret den skattemæssige behandling af de enkelte elementer i investeringen har Spørger anmodet om bindende svar på en række spørgsmål.

Skatterådet bekræfter, at viderefakturerede koncerninterne lønomkostninger, som er afholdt i forbindelse med budfasen, kan fradrages som lønomkostninger efter ligningslovens § 8 N, stk. 2.

Skatterådet bekræfter endvidere, at omkostninger, inklusive indekseringer og forrentning, afholdt til lovpligtige forundersøgelser kan puljes og efterfølgende fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som undersøgelserne vedrører, og dermed afskrives sammen med de pågældende aktiver.

Skatterådet bekræfter yderligere, at anlæggets hovedbestandele  skal afskrives på en særskilt saldo for driftsmidler med lang levetid. På saldoen skal bl.a. indgå anlæg med en kapacitet på over 1 MW. Der kan årligt afskrives med op til 15 pct. Skatterådet bekræfter endvidere, at fundament samt tilhørende transport og installation heraf afskrives som en integreret del af anlæggets hovedbestanddele.

Skatterådet bekræfter desuden, at forskellige typer kabler og transformatorstationer mv. kan afskrives med op til 7 pct. årlig som infrastrukturanlæg. Endvidere bekræftes, at der kan afskrives på en bygning, der anvendes til kontrolrum, værksted, omklædningsrum og bad, ligesom det bekræftes, at p-pladser og et hegn rund om bygningen kan afskrives som accessorisk til bygningen, og at der kan afskrives på en bygning opført på lejet grund, der anvendes til lager, omklædning/bad, værksted, kontrolrum til overvågning/styring af parken og - for en mindre del af bygningen - til administration. Endelig bekræftes det, at der ikke kan afskrives på et grundareal og de dertil knyttede landinspektørudgifter.

Med hensyn til mulighederne for at afskrive IT-udgifter og softwareudgifter relateret til projektet udtaler Skatterådet, at software, der er integreret i et driftsmiddel, afskrives som driftsmidlet i øvrigt. Dette betyder fx, at software, som er integreret i en vindturbine i et anlæg, indgår som en del af anskaffelsessummen for anlægget og afskrives som denne. Kun udgifter til software, der anskaffes særskilt, kan afskrives på en saldo med op til 25 pct. årligt eller alternativt straksafskrives.

Skatterådet bekræfter, at betalingen til Energinet for tilslutning til det kollektive el-net kan afskrives fra forfaldstidspunktet med op til 20 procent årligt som en tilslutningsafgift, jf. afskrivningslovens § 43. Det gør i denne forbindelse ingen forskel, om ejeren er offentlig eller privat.

Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til administration i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger, jf. ligningslovens § 8 N, ligesom Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til overordnet byggestyring af anlægsprojektets aktiver i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger efter samme bestemmelse.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som almindelige driftsomkostninger. Det lægges herved til grund, at de omhandlede udgifter må anses for at vedrøre etableringen af virksomheden. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som bygge- og konstruktionsfasen vedrører, og dermed afskrives sammen med anlægsprojektets respektive aktiver. I begrundelsen for svaret anføres, at der i afskrivningsgrundlaget efter praksis - ud over købesummen - alene kan indgå sådanne udgifter, som kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers betaling til en offentlig myndighed på X kr. (i 20xx-priser) kan fradrages som en almindelig driftsomkostning. Som begrundelse henvises til, at der er tale om en model, der regulerer indtægten ved driften af anlægsprojektet. Når strømprisen er lav, modtager Spørger i henhold til modellen et skattepligtigt tilskud, mens Spørger betaler til staten, når strømprisen er høj. De betalinger, som Spørger skal yde, når prisen er høj, har herefter karakter af at være driftsudgifter.

Spørger er forpligtet til at afholde omkostninger til militære signalanlæg, da anlægget vil ødelægge signalbilledet. Skatterådet bekræfter, at omkostninger afholdt hertil, kan afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.